European green deal er en rammeaftale, der blev vedtaget i 2019. Målet med aftalen var at gøre Europa til et mere bæredygtigt kontinent og ultimativt opnå klimaneutralitet i 2050.
Aftalen bliver implementeret gennem massive offentlige investeringer i grøn omstilling, og via reguleringer, som bl.a. EU taksonomien, CSRD og SFDR der tilsammen skal sikre, at også virksomheder og borgere an påtage sig et ansvar i omstillingen. Derfor kan EU Green Deal indirekte mærkes i langt de fleste Europæiske virksomheder.
Målsætningerne bag EU-green deal
Målet med EU green deal er overordnet at genoprette balancen i økosystemerne og gøre EU til det første klimaneutrale område i verdenen.
Det brydes ned til seks centrale 2050 målsætninger i EU green deal:
- Gøre Europa til det første klimaneutrale område i verden og reducere udledningen af drivhusgasser med 55% frem mod 2030.
- Sikre en retfærdig klimaomstilling, så de mest udsatte ikke betaler den højeste pris
- Implementere en cirkulær økonomisk model i Europa.
- Omstille industrien, så produktionen forurener mindre.
- Genoprette natur og biodiversitet.
- Omstille fødevareproduktionen i retning af mere bæredygtighed
EU’s klimalov og målsætningen om at reducere udledningen med 55% i 2030 implementeres under overskriften “fit for 55“. Pakken rummer en lang række tilskudsordninger, reguleringer og rapporteringsmekanismer.
Sustainable Finance Framework sætter virksomhederne i centrum
Filosofien bag EU-green deal er at målsætningerne ikke kan nås medmindre virksomheder og borgere tager meget aktivt del i omstillingen. EU-kommissionens formand Ursula Von der Leyen har derfor kaldt EU’s green deal for vores moonshot. Det er en reference til Kennedys berømte tale fra 1962, hvor han opfordrede industrien og forskningsinstitutionerne til at arbejde sammen med ordene: ‘we choose to go to the moon’ . 9 år senere landede Apollo på månen.
Sustainable Finance Framework er den ramme, der faktisk skal sikre, at virksomhederne kan blive medspillere og tiltrække mere privat finansiering. I rammen er der tre hovedelementer:
- EU-taksonomien, der definerer hvad der rent faktisk kan betragtes som en bæredygtig aktivitet. Den sikrer, at alle Europæiske virksomheder arbejder ud fra samme forståelse af hvad bæredygtighed er.
- SFDR eller disclosure forordningen stiller krav om at kapitalforvalterne skal offentliggøre hvor stor en del af deres fonde, der er taksonomi-alignede. På den måde kan investorerne være sikre på at de faktisk bidrager til omstillingen når de investerer i fonde, der hævder at være bæredygtige.
- CSRD er regler for virksomhedernes rapportering på deres bæredygtighedsindsatser. Målet er at ensrette bæredygtigheds-information på tværs af virksomheder, og kapitalforvalterne skal bl.a. bruge CSRD-rapporteringen når de skal kategorisere de virksomheder, der har investeret i.
Udover de tre hovedregelsæt er der en række andre standarder og reguleringer, der støtter op om omstillingen i virksomhederne. Due diligence direktivet CSDDD, pålægger f.eks. de allerstørste virksomheder at reducere deres negative indvirkninger på miljø og klima, og i slutningen af 2024 udgav EU den nye frivillige rapporteringsstandard for mindre virksomheder, der ikke skal leve op til CSRD – den hedder VSME.
