Når nye sol- og vindparker opføres, sker det, at de, der har arbejdet på sitet, har været underlagt urimelige vilkår.
For The 0-Mission og vores kunder er det afgørende, at vi kan dokumentere ordentlige arbejdsvilkår i hele værdikæden bag en solpark, ellers mister parken en del af sin værdi. Hvis du som udvikler ønsker at samarbejde med The 0-Mission, så kan du her få inspiration til hvordan du sikrer arbejdstagerrettigheder på byggepladsen.
Problemer på byggepladsen
Der er desværre mange eksempler på, at de, der ansættes til at opføre og installere solparker i Danmark, har været underlagt urimelige løn og arbejdsvilkår. Det er sjældent udviklerens hensigt, men det sker fordi selve installationsarbejdet ofte er udliciteret til en tredje-part.
Det sker desværre også selvom udvikler kontraktligt har sikret sig at alle arbejdstagere skal modtage overenskomstmæssig løn.
Grunden til at kontrakterne så ofte brydes er, at tredjeparten ofte anvender udenlandsk arbejdskraft til at udføre opgaverne. Arbejdstagerne står derfor ofte står i en sårbar situation, hvor de ikke er organiseret og mangler kendskab til de rettigheder de har på det danske arbejdsmarked.
Sådan sikrer I ordentlige arbejdsvilkår
Der er heldigvis flere skridt en udvikler, der udliciterer selve installationsopgaven kan tage for at sikre ordentlige arbejdsvilkår på byggepladsen.
- Hav kontrakten i orden og sørg for at sikre jer, at alle ansatte på projektet vil have adgang til løn og have arbejdsvilkår svarende til nærmest gældende overenskomst.
- Alle, der ansættes på projektet, bør få adgang til information om jeres aftale med den virksomhed, der varetager byggeriet.
- Informer aktivt om rettigheder på det danske arbejdsmarked til alle udenlandske medarbejdere.
- Foretag kontrolbesøg på byggepladsen, så I sikrer at kontrakten overholdes. På kontrolbesøgene tjekkes lønsedler, og udvalgte arbejdstagere interviewes.
- Gives der indkvartering, tjek da om indkvarteringen lever op til aftalen med den virksomhed, der varetager byggeriet.
- Indfør en whistleblowerordning, der sikrer, at arbejdstagere kan informere om brud på kontrakten i fuld anonymitet.
Herudover er det afgørende at der er styr på sikkerheden. Daglig information og dialog om sikkerhed på byggepladsen kan være med til at forebygge arbejdsulykker.