Louise Holk er Chief Impact Officer hos 24Slides. Hun kommer fra velgørenhedsverdenen og har erfaring med fundraising, NGO-arbejde i udlandet og at vejlede virksomheder i, hvordan de kan gøre en positiv forskel. Nu sidder hun på den anden side af bordet og ser det som sin fornemste opgave sammen med sit team at omsætte onlinevirksomheden 24Slides’ fokus på at fremme sociale vilkår til reel værdi for de ansatte og deres lokalområder. Hun forklarer, at reel værdi for de ansatte i udviklingslandene ikke bare er en tryg privat økonomi, men også klimatiltag. Faktisk oplever 24Slides, at medarbejderne i udviklingslandene efterspørger tiltag, før de kommer som krav fra EU, fordi de oplever klimakatastroferne på egen krop.
Selvom Louise er omgivet af både af medarbejdere og ledere der har fokus på ESG, er hun alligevel bekymret for, om dagsordenen nu også har så godt fat, som vi går og tror. Når hun deltager i konferencer og netværksarrangementer om bæredygtighed i Danmark, går de samme ansigter nemlig igen og igen.
Hvordan arbejder I med social bæredygtighed i 24Slides?
I 24Slides laver vi slideshow præsentationer til andre virksomheder. Mange af vores medarbejdere sidder i udviklingslande, og det største kontor ligger i Indonesien, hvor 200 lokale designere udarbejder præsentationer. Siden vi blev etableret har vi haft stort fokus på medarbejdernes velfærd, og vi har et medfødt fokus på S’et i ESG. Hos ledelsen vinder purpose over profit, og deres samt mine kollegaers engagement er altafgørende for vores positive resultater. Vi arbejder med at give alle 24Sliders lige gode vilkår, ligegyldigt hvor i verden de bor. Udover faste kontrakter og adgang til sundhedsforsikring, tilbyder vi også vores medarbejdere kurser i personlig økonomi. Det er faktisk et krav, at de deltager i kurset for at kunne drage nytte af de andre initiativer vi har – blandt andet en tilskudsordning til vores medarbejderes børns skolegang og en kriselånsordning, hvor man kan få et rentefrit lån til at dække omkostninger i forbindelse med eksempelvis sygdom i familien eller naturkatastrofer.
Rent fagligt vil vi gerne efteruddanne og styrke vores kollegaers kompetencer, og sommetider sker det, at vi må sige farvel til nogen, der er vokset fra os. Selvom det er trist, når det sker, er vi vilde med tanken om, at de har fået så meget med, at de nu kan gå ud og starte deres eget.
Hvordan sikrer du, at jeres initiativer skaber værdi lokalt?
Vores sociale arbejde er relativt hurtigt blevet til en succes. Jeg tror det hænger sammen med, at vi samarbejder med lokale sparringspartnere, blandt andet i form af lokale kollegaer tilknyttet vores CSR team. Jeg gør mig ikke selvstændigt klog på, hvad det rigtige greb i Peru eller Indonesien er. Hvor skulle jeg vide det fra? Vi har et hold af ‘Impact Ambassadors’, som vi løbende evaluerer virksomhedens aktiviteter og initiativer med. De kan nå bredere ud end vi selv kan, og det, at der er nogen til stede lokalt, som de øvrige medarbejdere kan gå til, har vist sig at være en gamechanger. Det gør det nemmere at forankre tiltag internt.
Vores arbejde med de lokale ambassadører har givet et indblik i, hvor meget kollegaer i udviklingslandene faktisk efterspørger klimatiltag. Vores indonesiske kollegaer oplever naturkatastrofer og andre følger af klimaforandringerne på egen krop, og kommer med efterspørgsler, før EU’s krav og direktiver presser på. Det er klart inside-out; kravene og motivationen kommer simpelthen indefra.
Hvad er der på dagsordenen nu?
Vi samarbejder med lokale NGOer, og det er faktisk noget af det, jeg gerne vil gøre mere af. Vi må ikke stagnere, men skal både vedligeholde og videreudvikle vores commitment. Det tror jeg, vi gør ved at skabe større, strategiske partnerskaber.
De sidste to år har vi haft et pro bono-program som hedder SlideAid, hvor vi skabte præsentationer til forskellige NGO’er og velgørende organisationer. I kraft af min baggrund har jeg en forståelse for, hvor afgørende det visuelle udtryk er for, at du som NGO bliver opfattet som professionel og seriøs. Vi drømmer om at lave initiativer som SlideAid på en større klinge, og dermed udvide skalaen af vores impact ved at hjælpe disse organisationer med at skaffe mere funding og fremme velgørende projekter verden over.
Vi har været i gang i nogle år og er ved at være modne til at kigge på større, mere omkostningsfyldte initiativer. Mit team har holdt skansen kørende, mens jeg har været på barsel, og det viser mig, at der nu er plads til at udvide repertoiret. Det er dog vigtigt at holde tungen lige i munden, for det er også en prioritet at vedligeholde de initiativer, som allerede eksisterer.
Hvor finder du inspiration?
Jeg synes faktisk, det er svært at finde inspiration og støtte til rapportering, når man er en online-virksomhed. Rapportering for os handler ikke om indpakning og bæredygtighed på produktionsniveau, og jeg savner virkelig sparring på, hvordan man håndterer disse ting som en online virksomhed. Dét kan jeg ikke finde derude.
Til inspiration bruger jeg selvskabte grupper og melder mig til konferencer og diverse netværksevents indenfor ESG og CSR-branchen. Jeg oplever bare ofte, at det er de samme mennesker, der cirkulerer, og det er svært at være kreativ og innovativ, når det altid er de samme, der er med. Når jeg genkender de fleste ansigter i en konferencesal, vidner det om, at vi ikke er lykkedes med at få løftet CSR og ESG fra individ- og afdelingsniveau endnu. Med nye direktiver og lovgivninger er det et spørgsmål om tid, før ESG skal forankres bredere i alle virksomheder. Dermed vil flere blive inddraget, og jeg håber og tror på, at der så vil blive arbejdet mere direkte med ESG på tværs af alle brancher. Det skal være en holdindsats.
DOWNLOAD WHITEPAPER
Strategi for Additionalitet
Over 70% af globale emissioner stammer fra energiforbruget. Læg en strategi for hvordan I bliver en del af løsningen.