Interview med Eva Harpøth Skjoldborg, bragt første gang på CSR.dk
Når virksomheder vil reducere deres klimaaftryk, er noget af det første, de gør at se på den energi, de køber og bruger. F.eks. elektricitet – hvor forbruget forventes at vokse i takt med at flere ting kommer til at køre på el. Som f.eks. biler.
”Hvis man er en stor virksomhed, kan man ringe til udvikler og få anlagt sin egen vind eller solpark og på den måde reducere udledningerne fra sit elforbrug. Men den adgang har man ikke, hvis man er en lidt mindre virksomhed. Vi ønsker at hjælpe alle med at accelerere den grønne omstilling. Vi synes, det skal være sindssygt nemt at gøre en forskel – og det er det vi er her for. Helt kort,” siger Anna Riis Hedegaard, CEO i virksomheden The 0-Mission.
Det ligner en idé, med et solidt markedspotentiale. For langt over 90 procent af alle virksomheder i Danmark og Europa er SMV’er.
Ny kapacitet og nul statsstøtte
”Vi tænker, at det skal være nemt. Så vi har lavet en abonnementsmodel, som det ikke er meget sværere at komme ud af end et Netflix-abonnement,” siger Anna Riis Hedegaard.
Efter mange år som klimarådgiver i politik og som klima-attache på den danske ambassade i Beijing, startede Anna Riis Hedegaard sammen med Thomas Granhof The 0-Mission i 2022.. Foto: The 0-MIssion
”Og så garanterer vi, at en aftale med The 0-Mission gør en forskel ude i virkeligheden. For det er ikke særligt svært at købe nogle billige certifikater af et givet elselskab, og så kan man sætte et kryds i sit bæredygtighedsregnskab. Men det er langt fra sikkert, at det er med til at skubbe på den grønne omstilling,” tilføjer hun.
For at undgå dette, bygger de aftaler Anna Riis Hedegaard og hendes kollegaer indgår på i hvert fald to principper: altid at tilføre ny kapacitet i energiproduktionen og aldrig statsstøtte.
Indtil for ganske få år siden var næsten alle anlæg til produktion af grøn strøm støttet af stater. Så der er i dag en stor produktion af strøm, som stammer fra en masse vindmølle-, solcelleparker og norske vandkraftværker, der er betalt af skatteborgerne for længe siden. Hver kilowatttime produceret, udløser et certifikat, producenten kan sælge. Det har ført til et europæisk certifikat-marked med ret lave priser.
”Men vi vil ikke sælge noget, som allerede er betalt af nogle andre. Vi skal bidrage til at opføre nye parker betalt af nogle virksomheder, som vil gøre en reel forskel. Og når man betaler for det, synes vi også vi kan “prale” med det. Men vi synes, det er noget mere tvivlsomt, om man kan prale med at have betalt en meget lav pris for noget, der egentlig er betalt af os alle sammen,” siger Anna Riis Hedegaard.
Gode råd til at gøre det ordentligt
The 0-Mission, som til nytår kan fejre toårs fødselsdag, servicerer på den baggrund den første park opført af BeGreen og har fået tilkendegivelser fra andre, der gerne vil bygge parker ud fra The 0-Missions model. De oplever tilsvarende, at der er appetit på at købe strøm efter deres model.
”Dels er der er virksomhedsledere med et reelt ønske om at gøre det ordentligt, og så fylder det også i vores dialog med potentielle kunder, at der ude i CSR-afdelingerne er rigtig mange, hvor det at gøre en forskel er hele deres raison d’etre. Så, de gider ikke sidde og sætte hakker i regnskabet, de presser på for at skabe forandring i virkeligheden,” fortæller Anna Riis Hedegaard.
Sådan finansieres udbygningen af vedvarende energi
Lige gyldigt hvor og hvordan man køber strøm fra vedvarende energikilder, så er det man reelt køber certifikater, der garanterer, at der bliver produceret strøm med f.eks. sol, vind eller vand, i samme mængde som den strøm du køber.
Undtagelsen er, hvis man har etablerer energiproduktion på egen matrikel, som kun indgår i ens eget lokale forsyningsnetværk.
Etableringen af anlæg til produktion af vedvarende energi blev de første mange år primært finansieret af stater. I Danmark var der f.eks. to statsstøtte-modeller: En, hvor staten i ca. 12 år garanterede en udvikler af sol- eller vindparker en fast pris, for al den strøm de producerede, og en, hvor staten betalte et fast tillæg pr kilowatttime, som betaling for at udvikleren var den, der løb risikoen ved at investere.
For få år siden begyndte man at se private power purchasing agreements (PPA). De er typisk mellem en stor virksomhed og en park-udvikler. Her vil en virksomhed typisk garantere ejeren af parken en fast elpris over f.eks. 5-10 år, hvilket udligner meget af en risiko, der er forbundet med at finansiere opførslen af en ny park.
Aftaler, der puljer mindre virksomheders indkøb af energi fra vedvarende kilder kan være baseret på enten fastpris- eller pristillægsmodellen. Hos The 0-Mission arbejder man med en pristillægsmodel.
Så Anna Riis Hedegaard har to helt centrale råd til virksomheder, der arbejder med at reducere deres klimaaftryk gennem køb af strøm fra vind eller sol.
- Man skal aldrig at købe noget, der er eller har været støttet af en stat. For det tilfører ikke ny kapacitet.
- Vær sikker på at ambitioner matcher økonomien. Lad være med at opstille så ambitiøse mål, at den eneste måde man kan nå dem på, er ved at købe billige løsninger, der ikke rigtig gør en forskel. Gå hellere efter at gøre en reel forskel med de midler, der er til rådighed, også selvom det tager lidt længere at nå målene.
Mere end energi: biodiversitet og lokal accept
Det er ganske få år siden, staten trak sig ud af finansieringen af vedvarende energi og overlod pladsen til private aktører. Men i dag er virksomheder i højere grad dem, der finansierer den grønne omstilling.
Med det følger også, at når det er tilfældet, så har man som virksomhed også mulighed for at stille krav.
Hos 0-Mission betyder det, at man i produktet også bygger ind, at det, som kunderne køber, forbedrer biodiversitet i området, ser på grundvandsbeskyttelse og arbejder med gode relationer til naboerne.
”Biodiversitetskrisen er desværre en mindst lige så stor krise som klimakrisen, så derfor bør man, når man anvender arealer til energiproduktion, tænke ind, at det også skal påvirke biodiversitet positivt. Ellers har vi ikke arealer nok i denne her verden, til at løse de store økologiske kriser vi står overfor. Og lokal opbakning? Jamen, hvis man ikke er god til at skabe den, så bliver det en stopklods for udvikling,” afslutter Anna Riis Hedegaard.
