- Bestyrelses- og Advisory Board medlem
- Mentor i Bestyrelseskvinders acceleratorprogram
- Karriere indenfor FMCG, consumer products og lifestyle
- Erfaring som CSO
- Portefølje på tre angel investeringer
- Mini MBA Sustainability Management, Master Marketing Management og CBS bestyrelsesuddannelse
Marie Louise har mere end 20 års erfaring med at skabe vækst og øge bundlinjer hos helt store internationale virksomheder. Hun har knivskarpe analytiske evner, og bruger dem i dag til at hjælpe organisationer med deres udfordringer og muligheder. Marie Louise har udlevet en porteføljekarriere på fuldtid det sidste års tid, og er især interesseret i bæredygtig og datadrevet forretningsudvikling.
Vi har talt med Marie Louise om klimabekymringer og hendes bedste råd til at tage næste skridt i ESG-arbejdet.
Hvorfor har du valgt at investere i The 0-Mission?
Mange virksomheder ser desværre ESG og CSRD som en uoverskuelig post og krav, og der er fare for at de ikke får øje på de gode løsninger der allerede findes. Det er imidlertid blevet en hygiejnefaktor at passe på hinanden og på klimaet – man kan ikke komme udenom det, og heldigvis skaber det også innovation og nye muligheder. The 0-Mission gør en konkret grøn løsning tilgængelig for alle. De pakker det komplekse ned i en håndgribelig løsning, og hjælper samtidigt virksomhederne udenom greenwashing.
The 0-Mission åbner døren for at selv mindre virksomheder kan være med, og hjælper dem med at få en konkurrence fordel igennem CO2-reduktion. Det er en kæmpe værdi, og det er afgørende for mig som investor. Jeg er stolt af at støtte en virksomhed der har så konkret en impact, og hjælper med at accelerere den grønne omstilling ved at opstille privatfinansieret vedvarende energi.
Hvordan vælger du, hvad du vil investere i?
For mig handler det meget om mennesker. Jeg ser efter teams der har ild i øjnene og hænderne på kogepladerne. Og så vil jeg gerne støtte projekter og produkter der gør en forskel i forhold til måden vi arbejder på, innovation indenfor Medtech, og virksomheder som tænker smart og cirkulært i forhold til værdikæden og det aftryk et produkt eller en service efterlader for vores klode.
Hvordan kan virksomheder tage næste skridt i deres ESG-arbejde?
Man skal ikke se det som et problem, men snarere som en mulighed for at afprøve nye veje. Mit råd til både etablerede virksomheder og nye iværksættere, er at tænke i partnerskaber. Vi kan opnå mere sammen end vi kan alene, og nogle gange betyder det, at man skal samarbejde med sine konkurrenter. Jeg tror vi er nået dertil, hvor de fleste klimaambitiøse virksomheder har plukket de frugter de selv har kunnet nå. Til de næste tiltag må man gå sammen – måske i nye konstellationer, vi ikke før havde forestillet os.
Fra min tid hos Carlsberg fortalte vi altid stolt om hvordan rendyrket gær blev delt med andre bryggerier, for at alle skulle kunne lave god og mere ensartet øl. Det samme med udbredelsen af specialøl. Jo flere der fik interessen for det gode øl, jo større blev markedet for os alle. Hvis man sidder på en god løsning eller teknologi der kan hjælpe andre med at blive mere bæredygtige eller mere kvalitetsbevidste, bør man overveje at dele den. På den måde kan vi hjælpe hinanden på vej til gavn for os alle.
Er der noget særligt, der bekymrer dig?
Ja, og det handler om de forandringer, jeg selv har set i naturen. Jeg har stået på ski siden jeg var barn, og jeg kan helt tydeligt se hvordan sneen forsvinder år for år. Der er steder, hvor der altid har været sne, men hvor det nu er usikkert om der overhovedet kommer noget. Naturen ændrer sig omkring os, og det er ikke længere bare noget man hører om i nyhederne. Det sker lige foran os. For mig er det en personlig påmindelse om at sætte endnu større pris på det vi har, og sikre det for fremtiden. Vi kan ikke tage naturen og klimaet for givet. Jeg er helt vild med de fire danske årstider, og jeg ønsker virkelig at de kommende generationer også skal have den glæde.
Vil du fortælle lidt om din erfaring med ESG arbejde?
Jeg har arbejdet mere end 20 år i store internationale virksomheder som Carlsberg, Coca-Cola og JDE. Mit fokus har altid været at bygge stærke kvalitets- og konkurrencedygtige brands. En del af det arbejde har været med en CSR og senere en ESG-agenda, og i de virksomheder skulle vi efterleve nogle af de højeste standarder, fordi vi var markedsledere. Det har altid været en konkurrencefordel at tage ansvar, og jeg har set hvordan bæredygtighed kan drive både innovation og forretningsværdi. Jeg har altså kun set positive spin-offs i forbindelse med bæredygtighedsarbejde. Så det handler langtfra kun om etik; det er også smart forretning.