Hos Semler, der importerer biler og landbrugsmaskiner til det danske marked, har Kristian Sannemand Lund Kristensen fået ansvar for at gøre forretningen mere bæredygtig.
Som head of sustainability opererer han i en hverdag, hvor lovgivningen rapporteringskravene hele tiden ændrer sig, og antallet af spørgsmål i forbindelse med implementeringen af EU’s CSR direktiv (CSRD) langt overstiger antallet af svar. Alligevel er han tæt på det man kunne kalde en ægte CSRD-entusiast. Han er nemlig overbevist om, at CSRD radikalt vil forandre den måde vi driver virksomheder på – til glæde for samfundet og vores børn.
Hvordan kom du til at arbejde med ESG?
Vi besluttede tilbage i 2019 at sætte bæredygtighed og især CO2 udledningen på den forretningsmæssige agenda. Helt konkret blev samfundsansvar en del af Semler Gruppens 2025 strategi – både i relation til medarbejdertrivsel🤸, men især i relation til at reducere vores miljø- og klima belastning 🌿. Jeg arbejdede på det tidspunkt som personlig assistent og projektleder for vores administrerende direktør og havde derfor en ok forretningsforståelse og et godt overblik over forretningen. Da jeg i forvejen var involveret i en del projekter om elbiler ⚡ 🚗, ja så endte det med, at det blev mig, der fik opgaven med at etablere en baseline og et overblik over CO2 udledningen.
Hvad fylder i jeres arbejde med miljø og klima?
Hele udgangspunktet for vores arbejde er den baseline, vi fik udarbejdet for nogle år siden.
Den viser, at vi har to store kilder til udledning af CO2. Den første er benzin og diesel, både fra de biler, vi sælger og fra dem i vores egen flåde ⛽. Derfor har vi haft fokus på at udskifte brændstofbilerne til elbiler. Da vi startede for næsten fem år siden, udgjorde elbiler 2% af salget – i 2024 forventer vi at tæt på halvdelen af de biler, vi sælger, vil være elbiler. Vi har også taget nogle helt konkrete geværgreb, der skal sikre, at vi får flere elbiler i vores egen flåde. Når vores medarbejdere skal have en ny bil, tilbyder vi f.eks. at betale for en ladeboks hjemme hos dem.
Vores anden store post er vores elforbrug ⚡. Og det forbrug stiger stødt i takt med, at vi får flere elbiler. Derfor har vi sat solpaneler op på flere af vores egne bygninger, så vi selv kan producere en del af strømmen ☀️. Og så har vi for nyligt tegnet en PPA (Power Purchase Agreement), fordi vi mener, at PPA’er, ligesom de abonnementsløsninger, som The 0-Mission tilbyder, er bedre værktøjer til at gøre en konkret forskel end de certifikater man ellers kan købe på markedet.
I 2023 fik vi godkendt vores 2030 reduktionsmålsætning af Science Based Targets (SBTi), så nu foreligger der en helt konkret retning for det fremadrettede arbejde.
DOWNLOAD WHITEPAPER
Strategi for Additionalitet
Over 70% af globale emissioner stammer fra energiforbruget. Læg en strategi for hvordan I bliver en del af løsningen.
Hvordan håndterer I jeres rapporteringsforpligtelser?
Vi skal rapportere på CSRD fra årsregnskabet 2025, og derfor er vi ved at danne os et overblik over hele vores rapporteringsforpligtelse. CO2-delen har vi efterhånden et rimeligt godt indblik i. Men jeg er spændt på, hvordan vi skal håndtere f.eks. mikroplastik og biodiversitet og de mange andre nye elementer i CSRD 🦉. Der er ikke rigtig nogen steder, vi kan slå svarene op endnu. Men det er omvendt også det, der gør det interessant at arbejde med CSRD. Det hele er første gang. Derfor er det også os, der skal sætte barren, ambitionsniveauet og afgrænse, hvad vi rapporterer på. Det skal nok lykkes. Vi sad også og kløede os i nakken, da vi første gang skulle beregne en CO2 baseline 🤷🏻♂️, men har i dag en langt bedre forståelse for metoden og kompleksiteten.
Hvordan får du organisationen med?
Det er ikke svært at få motiveret kollegaerne. Jeg har endnu ikke mødt nogen endnu, der ikke synes, bæredygtighed og samfundsansvar er relevant eller spændende. Men det hjælper selvfølgelig også helt utrolig meget, at vi har ledelsen med – hele vejen op til bestyrelsesniveau. Der er meget bred opbakning og forståelse for, at CSRD og bæredygtighedsagendaen en naturlig del af forretningsstrategien.
Hvor finder du inspiration til dit arbejde?
Jeg kigger rigtig meget på, hvad andre virksomheder gør, og finder inspiration til vores egen indsats hos dem, der gør det godt.
Volkswagen AG, vores største leverandør, følger jeg meget med i. De var blandt de første bilproducenter, der formulerede konkrete bæredygtighedsambitioner og skabte transparens i deres rapportering. De forpligtede sig tidligt til Paris Aftalen og har sat 2030 reduktionsmålsætninger i overensstemmelse med SBTi (Science Based Targets) – for hele værdikæden🔎.
Jeg skæver også til de virksomheder, der f.eks. vinder priser for deres ESG-rapportering, og lader mig inspirere af, hvordan de stiller det op og hvordan de prioriterer. Og så vender jeg mange af de problemstillinger, jeg støder på, i netværk og til faglige arrangementer. Meget er nyt for os alle, men det er rart at vide, at vi er mange i samme båd.
Hvad forventer du af fremtiden?
Jeg tror, CSRD kommer til at få kæmpestor betydning. GDPR-lovgivningen formåede på relativt kort tid at skabe en helt anden bevidsthed om, hvordan vi deler vores data, og har forandret den måde, vi håndterer personlige oplysninger på. På samme måde vil CSRD få enormt store konsekvenser for, hvordan vi driver virksomhed fremadrettet. Vi kommer til at konkurrere på nogle helt andre parametre, og vi kommer til at få en helt anden bevidsthed om vores samfundsansvar – til fordel for samfundet og for vores børn 👨👧👦. CSRD bliver som GDPR, men på steroider.