Belinda er tilfreds med at det forholder sig sådan, for hvis ikke det giver mening for forretningen, får det ikke prioritet, og uden konkrete handlingsplaner er ordet bæredygtighed ikke meget værd, siger hun.
Belinda deler ud af sin erfaring med at integrere bæredygtighed i kernen af forretningsstrategien og fortæller hvordan man nogle gange står i absurde valg mellem bæredygtige kaffebønner og en API-integration, der kan give kunderne data på deres udledning.
Hvad er Egiss og hvorfor arbejder I med bæredygtighed?
Det kan måske lyde forkert, men i Egiss er bæredygtighed ikke kun en rosenrød ideologi; det er simpelthen et benhårdt salgsdrevet værktøj. Vi forhandler IT, og den største del af forretningen er salg til kunder, der er så store, at de har brug for at få leveret i hele verden. Vi forhandler nogle af de helt store mærker såsom Lenovo, Microsoft, HP og Apple. Både leverandører og kunder har skubbet på udviklingen i flere år, og den kapitalfond, vi blev opkøbt af for nogle år siden, havde meget direkte krav i forhold til bæredygtighed. Vi kan se nu, at det var en stor gevinst for os, for det har betydet, at vi har været forud i forhold til branchen.
Hvad er din rolle i Egiss?
Jeg er Head of ESG and Global Partnerships. Og i Egiss er ESG ikke en separat afdeling. Min stilling er en stabsfunktion under vores CEO, og på den måde er det rent organisatorisk en bærende del af vores strategi. I hver enkelt afdeling har vi udpeget en “subject matter expert”, hvilket giver mig mulighed for at trække på ekspertise fra hele organisationen i ESG-relaterede spørgsmål. Det har især været en fordel i forbindelse med Dobbelt Væsentlighedsanalysen forud for vores CSRD rapporting.
Hvad er det sværeste i dit job?
For mig er begrænsningens kunst det sværeste. Når jeg har været i netværksgrupper, læst om nye tiltag eller talt med kunder og leverandører, bliver jeg nærmest forpustet; bæredygtighed er virkelig et hot topic, og der er mange ting, jeg gerne vil. Men det er vigtigt at have fokus på, hvad der batter, og hvad der skaber værdi for vores forretning. Vi har haft oppe om vi mon skulle købe særlige kaffebønner til vores kantine, eller om vi hellere skulle bruge energi på at skabe en API-integration, der sikrer, at vi kan give vores kunder data på deres udledning. Jeg vil gerne have, at bæredygtighed skal gennemsyre alt, hvad vi gør, men først og fremmest skal det give mening for forretningen. Uden konkrete handlingsplaner og dokumentation er konceptet bæredygtighed bare varm luft, og jeg forstår godt, at mange er ved at få det i den gale hals.
Hvordan håndterer I jeres CO2-udledninger?
Vores kunder tager meget ansvar for hele deres værdikæde, og vi skal tage ansvar for scope 1 og scope 2 for overhovedet at samarbejde med dem. Vi kunne godt se, at det var en god idé med en dekarboniseringsplan, men det er på grund af vores kunder, at det gik fra at være nice to have til need to have.
The 0-Mission er et enormt vigtigt led i vores dekarboniseringsplan, som hjælper os med vores klimamål og tillader os at bidrage til den fælles grønne omstilling. Vi skal tage ansvar for de ressourcer, det kræver at drive vores forretning, og The 0-Missions løsning har været let at integrere.
De virksomheder vi arbejder med, er helt klart med til at sætte agendaen og skubber på Egiss’ udvikling. Men udover krav yder de også støtte, hvilket er meget værdifuldt for os. I forbindelse med rapportering kan jeg trække på deres ekspertise.
DOWNLOAD WHITEPAPER
Strategi for Additionalitet
Over 70% af globale emissioner stammer fra energiforbruget. Læg en strategi for hvordan I bliver en del af løsningen.
Hvad med scope 3?
Grundet vores forretningsmodel kommer omkring 98% af vores CO2-udledninger fra scope 3, altså producenterne af de produkter, vi forhandler. Jeg hørte engang en professor sammenligne scope 1 og scope 2 med en hund, som du kan træne og styre. Og så er scope 3 en kat. Vi ved, at det er vigtigt, men en kat lystrer ikke som en hund. Vi kan måske ikke påvirke producenternes CO2-udledning direkte, men vi kan være selektive i forhold til hvem vi handler med. I Egiss driver vi vores scope 3 med et fokus på at turde stille krav til leverandører og endda spørgsmålstegn ved de data, vi får præsenteret. Ifølge GHG-protokollen kan de data, man melder ind, være baseret på ”cost spent”, men jeg synes ikke, det skal være laveste fællesnævner, der sætter standarden. ”Cost-spend” metoden er udbredt, da økonomisk data ofte er lettere tilgængeligt. Til gengæld er der fare for at forsimple virkeligheden, og overse miljøpåvirkning som ikke afspejles i de økonomiske udgifter alene. Dette kan føre til undervurdering af betydningsfulde emissionskilder, og jeg synes godt vi kan tillade os at kræve mere.
Hvordan arbejder I ellers med bæredygtighed?
Udover dekarbonisering arbejder vi også med bæredygtighed i andre arenaer. I IT-branchen indbefatter bæredygtighed at tage ansvar for brugt udstyr, og det er også en del af Egiss’ forretning. Vi hjælper kunder med at skille sig af med udstyr, de ikke skal bruge længere. Enten ved korrekt bortskaffelse, eller også køber vi det tilbage og sætter det i stand. Det er for det første godt for miljøet at genbruge materialerne, men for det andet er det god forretning, da der i stigende grad kommer direkte krav til, at man skal købe en vis procent refurbished IT-udstyr. Igen bliver et bæredygtigt og ressourcebesparende tiltag rentabelt og et value-add, der styrker vores konkurrencedygtighed.
Hvor henter du inspiration til at drive ESG?
Der findes heldigvis mange netværksgrupper, som jeg benytter mig af. Jeg er særligt glad for IT-Branchens Grøn Omstilling og EGNs Sustainable Business Leaders. Derudover hører jeg Finans’ Impact Podcast, og jeg får altid ny viden på PwCs konferencer og webinarer – eksempelvis ”Den bæredygtige bundlinje” og ”Styrk din virksomhed gennem det gode ESG-arbejde”.
Generelt synes jeg også det er spændende at følge med i, hvordan virksomheder formidler deres bæredygtighedsprofiler. Jeg er især inspireret af danske Dbramante1928 som laver tilbehør til IT-industrien, og som formår at sætte deres strategier i centrum for salgsstrategien. De fortæller først om, hvordan et produkt er produceret og så bagefter hvilke farver man kan få det i. Dem vil jeg gerne give cadeau, de er virkelig grundige og inspirerende i deres tilgang.
Er der noget du gerne ville have vidst tidligere?
Det er ikke rocket science, men jeg ville gerne selv have vidst tidligere, at bæredygtighed skal linkes direkte til forretningen for at få en prioritet. I min optik har dialogen om bæredygtighed været lidt umoden og præget af intentioner fremfor handling. Men jeg ser et skift nu. I takt med mere lovgivning og at kunder tør stille ambitiøse krav, bliver bæredygtighedsarbejde forretningskritisk og får dermed en plads på agendaen i direktionerne.