VISA etablerede She’s Next legatet for at hjælpe kvindelige iværksættere med at få deres virksomheder til at vokse, øge synligheden og forbedre deres adgang til ekstern finansiering.
I en pressemeddelelse fra VISA siger Bente Josefsen, Landechef for Visa i Norge, Danmark og Island: “Hos Visa tror vi på styrken ved inkluderende økonomier (…) Jeg er glad for, at Visas She’s Next-legatprogram, som er en vigtig del af vores engagement i kvindelige iværksættere, kan hjælpe gennem finansiering og erhvervscoaching, og at det på andet år har fået så stor respons“.
Hos The 0-Mission var begejstringen stor, da VISA kunne overbringe nyheden om, at The 0-Mission var udvalgt blandt mange kvalificerede ansøgere. Anna Riis Hedegaard siger: ”Jeg er enormt stolt og rørt over, at juryen har udpeget The 0-Mission som en virksomhed, der både kan bidrage til at løse klimaproblemet og har internationalt skaleringspotentiale. Legatet og muligheden for at arbejde tæt sammen med internationale eksperter bliver en afgørende brik i vores vækstrejse, og vi er taknemmelige for begge dele”.
Legatet, der er målrettet kvindelige grundlæggere, kan være med til at skabe en mere inkluderende startup-scene i Danmark, og det er der behov for. Virksomheder, der kun har kvinder i grundlæggerteamet, modtog i 2023 1,3% af venturekapitalen, og det på trods af at hver fjerde nye iværksætter, faktisk var kvinde. Når kvinder har sværere ved at opnå finansiering bliver samfundets innovationskraft begrænset, og især produkter, der er målrettet kvinder, får utroligt svære vilkår. Hos The 0-Mission siger Anna Riis Hedegaard: ”Vi skal selvfølgelig først og fremmest bruge legatet til at vækste forretningen og skabe større klima-impact, men jeg håber også, vi kan bruge anerkendelsen til at skubbe til debatten om kvindelige iværksætteres vilkår. For vi har behov for et bredere syn på, hvad der skaber værdi”.
Udover The 0-Mission har også Go Dogo, der tilbyder mental stimulering af hunde, og VAER, der forvandler gamle tekstiler til nye sneakers modtaget She’s Next legatet.