Denne artikel er skrevet af Anna Riis Hedegaard, CEO for The 0-Mission og blev originalt udgivet på Altinget.dk.
Da Lars Løkke Rasmussen overtog posten som udenrigsminister, fik han kort og kompas af sin forgænger. Jeg vil opfordre ham til at lade sin klimaminister, Lars Aagaard, teste udstyret, for når det gælder markedet for grøn strøm, stemmer kort og terræn ikke længere.
Det er tid til rentegning af kortet.
Rundt om i landet forbereder virksomhederne sig på at rapportere på de nye skrappe klimakrav – afledt af det såkaldte CSR-direktiv fra EU.
På energiområdet er der desværre en risiko for, at kravene bliver til større gavn for revisionshusene end klimaet, medmindre klimaministeren snart får ryddet op i systemet for oprindelsesgarantierne fra grøn strøm.
Oprindelsesgarantierne er et vigtigt virkemiddel i klimaregnskaberne
Energinet, der administrerer systemet, sikrer, at der udstedes én oprindelsesgaranti, hver gang der produceres én MWh grøn strøm. Virksomheder, der køber garantierne, kan dertil hævde, at de forbruger CO2-neutral strøm og anvende garantierne som dokumentation i deres rapportering.
Garantierne giver omvendt en ekstra indtægtskilde til ejeren af anlægget og kan i princippet bidrage til, at det bliver attraktivt at opføre mere vedvarende energi – hurtigere.
Både NGO’ere, elselskaber og forskere stiller imidlertid spørgsmålstegn om garantierne rent faktisk medvirker til, at der opstilles mere grøn energi. Og så længe vi ikke kan være sikre på det, ja så er der risiko for at de nye klimaregnskaber ender som ren fluebenscompliance.
De tre udfordringer med systemet har heldigvis det tilfælles, at de kan løses, hvis viljen er til det.
Det første problem er at markedet oversvømmes
Markedet oversvømmes af oprindelsesgarantier fra norske vandkraftværker og bedagede vindmølleparker, der for længst er betalt af skatteborgerne.
Overudbuddet har i nogen perioder presset priserne så langt ned, at flere producenter end ikke afsatte dem. Derfor bidrager systemet ikke til, at nye parker bliver opført, og det er årsagen til, at EU har fået Danmark til at droppe oprindelsesgarantier fra skatteborgerfinansierede parker og reservere dem til 100 procent privatfinansierede parker.
Det valgte Danmark dog at overhøre.
Den anden udfordring er, at markedet forstyrres af oprindelsesgarantier fra biomassefyrede kraftværker. Det er ret oplagt, at det ikke er CO2-neutralt at futte en lettisk skov af i Amagerværkets ovn, uanset hvor certificeret den skov så har været. Og det er ikke en praksis, klimaet kan holde til, at vi understøtter yderligere via oprindelsesgarantier og rapporteringskrav.
Derfor foreslog Europa-Parlamentet for nyligt, at vi strammer op på, hvad der kan klassificeres som CO2-neutral biomasse. Den danske regering, der baserer 2/3 af sin grønne succes på afbrænding af biomasse, forhindrede også dette initiativ, der kunne have bragt orden i sagerne.
Endelig er den reelle CO2-udledning ikke angivet på garantierne. Det betyder, at de kan anvendes til at neutralisere virksomhedens totale energiforbrug.
Det er problematisk fordi virksomheder, der anvender instrumentet, ingen regnskabsmæssig klimagevinst har af at energieffektivisere eller flytte forbrug til timer med mindre sort strøm i systemet – selvom det klimamæssigt er vigtige indsatser.
Derfor bør oprindelsesgarantierne justeres, så de som minimum indeholder oplysninger om anlæggets gennemsnitlige udledninger per MWh baseret på en LCA-analyse. Det vil give virksomhederne en ordentlig information om deres reelle klimabelastning forbundet med elforbrug, og producenterne et incitament til at reducere ressourceforbruget i fremstillingen.
De mest ambitiøse virksomheder er bevidste om udfordringerne.
De har for længst forladt det almindelige marked og køber kun garantier fra anlæg, der ikke har modtaget statsstøtte, og aldrig fra anlæg, der ikke producerer el ved at brænde træ af.
De spørger om vindmølleparkerne er opført på overenskomstmæssige vilkår, hvem der har produceret solpanelerne, og om der tages initiativer til at forbedre biodiversiteten i området. De følger terrænet og ser bort fra kortet, fordi det er det rigtige at gøre.
Og hvis alle virksomheder var som de mest ambitiøse, så havde vi hverken brug for rapporteringskrav eller et bedre system for oprindelsesgarantier.
Men kravene er ikke lavet til alle de virksomheder, der vil og kan selv. De er designet, fordi vi har brug for alle kræfter i klimakampen.
Derfor er det klimaministerens ansvar, at de nye krav rent faktisk accelererer den grønne omstilling. Også selvom han må bide al skam i sig og bakke på Danmarks tidligere positioner om afbrænding af skov og udstedelse af oprindelsesgarantier til skattefinansierede anlæg.
Men der er ingen vej uden om. Kortet skal rentegnes så det matcher terrænet.