- Professionelt bestyrelsesmedlem og -leder
- Mentor i Nordic Mentor Network
- Karriere indenfor den finansielle sector samt biotech og retail
- Erfaring som investment banker, Private Equity investor, CFO og CEO
- Portefølje på tre angel investeringer
- Merc. fra CBS samt CBS Board Leadership Program
Helle Busck Fensvig har en alsidig og imponerende professionel baggrund. Karrieren startede som investment banker i Danske Bank, men siden da har hun været vidt omkring og hun har både været CFO og CEO i organisationer fra forskellige sektorer. I dag brænder hun for at gøre en forskel. Hun er aktivt medlem af forskellige bestyrelser, er mentor i bl.a. NOME og har tre angel investeringer. Drevet af at ville gøre en forskel har Helle fokus på bæredygtige forretningsmodeller og investeringer, der både skaber økonomisk værdi og positiv impact. Helle bringer en pragmatisk og strategisk tilgang til sine investeringer, og synes det er spændende at sammensætte det helt rigtige team til at hjælpe en virksomhed ud over stepperne.
Hvorfor har du valgt at investere i The 0-Mission?
The 0-Mission opfylder de kriterier, jeg sætter for mine investeringer, hvor ledelsesteamet er det væsentligste for mig. Når jeg investerer, handler det ikke om filantropi, men om at gøre en reel forskel gennem bæredygtige forretningsmodeller. Jeg tror på, at den bedste måde at opnå den ønskede impact er ved at skabe en forretning, der både er økonomisk og miljømæssigt bæredygtig. The 0-Mission tilbyder en intuitiv og gennemsigtig løsning på et komplekst problem, og det er netop derfor, jeg valgte at investere.
Mit fokus ligger på bæredygtige løsninger, og jeg er glad for at være en del af missionen om at demokratisere virksomheders bidrag til den grønne omstilling. The 0-Mission gør det nemt for virksomheder at tage ansvar for deres strømforbrug og dermed skabe en positiv effekt. Jeg opdagede The 0-Mission gennem Angella Invest og var imponeret over den ligetil model, der gør det muligt for enhver virksomhed, uanset størrelse, at bidrage til udbygningen af vedvarende energi.
DOWNLOAD WHITEPAPER
Strategi for Additionalitet
Over 70% af globale emissioner stammer fra energiforbruget. Læg en strategi for hvordan I bliver en del af løsningen.
Hvordan bruger du investeringsnetværk?
Jeg nyder virkelig at være en del af fora, hvor fokus er anderledes end det, jeg tidligere arbejdede med. Efter mange år i den mandsdominerede finansverden har jeg tydeligt mærket, at mit fokus har ændret sig. Jeg er meget optaget af at støtte kvindelige founders – og det er ikke bare noget, jeg føler er vigtigt. Det er nødvendigt. Statistikkerne taler sit tydelige sprog, og viser klart, hvor meget vi stadig har brug for at arbejde på ligestilling inden for iværksætteri og investering.
Jeg er en del af Angella Invest, hvor jeg på forhånd kendte Kristine Leerbeck, der er founder og CEO. Jeg synes, det er utroligt spændende at investere sammen med andre, hvor man kan sammensætte stærke teams og udnytte forskellige kompetencer. Det minder mig om mit tidligere arbejde i life science, hvor der var en klar forståelse af, at forskellige baggrunde komplementerede hinanden – nogen med naturvidenskabelige kompetencer, mens jeg kunne bidrage med noget andet. Det er den dynamik, jeg søger i investeringsteams, hvor forskelligheden styrker det samlede resultat.
Hvad er din baggrund?
Mange kvinder får ikke muligheden for at have en broget karriere, eller de får i hvert fald sjældent lov til at fremhæve det. Vi bliver ofte sat i kasser. Men jeg HAR faktisk en meget varieret baggrund. Jeg har arbejdet som investment banker, som investor i et professionelt miljø, været CFO i et biotech-selskab fra startup til exit, og været CEO i en privat, familieejet virksomhed. Det betyder, at det ikke er hverken ejerformen eller industrien, der styrer, hvor jeg går hen – jeg er drevet af muligheden for at gøre en forskel i forskellige sammenhænge.
Jeg har arbejdet operationelt i mange år og har opbygget erfaring på tværs af flere sektorer. Efter 2020 besluttede jeg at fokusere på en karriere som bestyrelsesmedlem, investor og mentor, hvor jeg kan bruge min brede erfaring til at hjælpe andre virksomheder med at navigere i deres udfordringer.
Du beskæftiger dig med mange forskellige slags virksomheder. Hvilke råd giver du igen og igen?
Det vigtigste på tværs af alle virksomheder er at have en klar forståelse af den kontekst, man opererer i. Og så skal man lægge en strategi og planlægge præcist, hvordan man kommer fra A til B. Det lyder enkelt, men det kan være en stor udfordring. Mit bedste råd til at lykkes med dette består faktisk af to råd, som umiddelbart kan virke modsatrettede. For det første skal man prioritere skarpt – det er afgørende, især for startups, men også for andre virksomheder. For det andet skal man bevare maksimal fleksibilitet. Man vil altid støde på uforudsete hindringer, og derfor er det vigtigt at holde flere spor åbne samtidig. Det samme gælder inden for fundraising, forretningsudvikling og andre centrale områder. Selv de aftaler, der virker som om de ligger lige rundt om hjørnet, kan pludselig falde til jorden. Ofte handler det ikke om manglende kompetencer, men om menneskelige faktorer. De fleste, man møder i en investorrunde, er venlige mennesker, men det er afgørende at kunne skelne mellem venlighed og reel interesse. Man skal opsøge heldet, og hele tiden have flere muligheder i kikkerten.
Hvilke tendenser lægger du mærke til indenfor investeringsverden?
Den grønne omstilling og klimaet fylder mere og mere, og vi ser flere løsninger, der tager fat på de helt store miljøsyndere. Det er en positiv udvikling, men det er vigtigt, at virksomhederne er realistiske i deres tilgang. For at skabe varig impact kræver det, at forretningsmodellen er finansielt bæredygtig. Filantropi alene rækker ikke – succes kommer, når vi finder balancen mellem store ambitioner og realistisk eksekvering.